Kjeld Abells Plads
2630 Taastrup
tlf. 4335 2770
post@taastrupteater.dk

Del med en ven | In english | Privacy policy
Begivenheder
viser 11-20 ud af 22

”Man skal ikke blive bankrøver ”

Pressemeddelelse 01-03-2012

 

Med barskt sprog, teaterblod og slåskampe på scenen henvender teaterstykket Blind Vej sig især til unge teenagedrenge. Målet er at provokere til eftertanke. Og unge fra Torstorp Skole kunne lide, hvad de så.
 

To bankrøvere har lettet en bank for flere millioner Euro – men flugten går galt, og nu er de fanget i en ventilationsskakt med et gidsel, som til deres overraskelse viser sig at være indvandrer og muslim. Det skaber voldsomme spændinger, og vi følger nu de to bankrøvere i 60 nervepirrende minutter, hvor deres livssyn bliver udfordret af muslimske værdier - samtidig med at de skal forhandle med politiet om gidslets liv.  
 

Med dette kontante set-up vil Taastrup Teater tiltrække de unge, der normalt aldrig sætter deres ben i teatret. Stykket skal især tiltrække de unge drenge, der er hærdede af daglig omgang med vold i computerspil og på film. Målet er at få dem væk fra skærmen og ind i teatret, hvor de kan blive klogere på sig selv og hinanden.
 

Og ifølge en af de unge fra Torstorp skole rammer forestillingen helt i plet: ”Jeg går faktisk næsten aldrig i teatret, men jeg synes det var godt, fordi det var mere realistisk og nutidigt. Det var ikke en masse piger der dansede rundt i kjoler og sang.” siger en af drengene. ”Det var godt fordi det var alvorligt, men så var der også god humor, så det ikke kun var alvorligt hele tiden.”
 

Stykket behandler vægtige emner som integration, had og næstekærlighed med et barsk sprog og en rå æstetik, der går igen i scenografien: En ventilationsskakt der består af tre kæmpestore jernrør. Den action-pakkede historie, humoren og sproget er valgt for at tiltrække de unge.  Stykket skal provokere dem til at tænke over hvorfor vi opfører os sådan overfor hinanden, og hvor galt det kan gå når mennesker er opslugte af fordomme og had.
 

”Budskabet er, at man ikke skal være bankrøver, men det er jo heller ikke kun bankrøvernes skyld. De havde haft det hårdt som børn, deres far havde slået dem og deres mor havde ikke været der. Så det var også lidt synd for dem.” reflekterer en af drengene.
 

Stykket har tidligere fået meget voldsomme reaktioner fra unge med anden etnisk baggrund. Det forstår drengene også godt: ”Jeg blev ikke stødt over det, men jeg kan godt forstå hvis nogle andre bliver det, fordi Allan siger så mange racistiske ting.” siger Samir. ”Men Monir var faktisk en bedre borger end bankrøverne, selvom det var ham der var fra et andet land” fortsætter en af hans kammerater.
 

Ingen af drengene syntes at Blind Vej var for voldeligt for dem: ”Det var ikke særlig voldeligt, og man vidste jo også godt det var fiktivt. Og så kunne man godt se de ikke ramte rigtigt”
 

”Blind Vej” spiller på Taastrup Teater indtil 23. marts.


Pressebilleder

Fakta

Blind Vej på Taastrup Teater 24. februar – 23. marts.
 

Skuespillere:

David Rousing:Kendt fra film og TV, og flere roller på Folketeatret og Det Kongelige Teater.

Runi Lewerissa: Har tidligere været ansat på Betty Nansen Teatret C:NTACT, og på Det Kongelige Teater.

Mikkel Vadsholt: Er flittigt brugt på de danske scener, især på Århus Teater og Folketeatret og er kendt fra tv-serierne ”Rejseholdet” og ”Livvagterne”
 

Instruktion: Henriette Holm Pathare

Manuskript: David Rousing

Scenografi: Johanne Eggert
 

Varighed: Ca. 60 minutter, ingen pause.
 

Stykket anbefales fra 13 år.
 

Unge under 25 kan se stykket for 35 kr. som gruppe på min. 6 personer.  

Billetter købes på Billetnet.dk og Teaterbilletter.dk.

 

For mere info kontakt:

Katrine Clausager Rich, PR/Kommunikation Taastrup Teater

katrine@taastrupteater.dk

Direkte tlf: 43 35 27 72

Læs også

 
 
 
Drengene fra Torstorp Skole nød forestillingen i fulde drag
Foto: Taastrup Teater
En af de voldsomme scener i ”Blind Vej”.
Foto: Baesfoto.dk