I dette stykke nyt dansk spændings teater bliver publikum taget med på en hæsblæsende rejse tværs over jordkloden og dybt ind i de mystiske og frygtindgydende Himalaya-bjerge.
Handlingen tager sit udspring i vor tids Danmark. Anne arver en ensomt beliggende hytte i Himalaya-bjergene. Venner og familie modsætter sig, men hun insisterer på at tage hytten i øjesyn. Sammen med en veninde forbereder hun sig på spejlglatte gletsjere, hvirvlende snestorme og vrangvillige myndigheder. Kun én ting tager de ikke højde for: Yeti’en, ”den afskyelige snemand”. Nogle zoologer mener, at yeti'en blot er en ukendt abe-art. Det er den ikke!
Skuespillere: Sigurd-Emil Roldborg, Sidsel Agensø Hauch-Fausbøll, Frank Thiel, Sofie Pallesen, Henrik Weel m.fl.
Instruktion: Dan Schlosser