På Taastrup Teater arbejder vi ud fra en forståelse af, at det danske samfund har udviklet sig dertil, hvor ingen længere kan siges at repræsentere helheden, og hvor det ikke længere er muligt at finde ét sted, hvorfra det hele kan overskues. Samfundet er blevet polycentrisk og polyfont, det har mange centre, hvorfra tingene kan anskues, og det taler med mange stemmer, hvoraf ingen nødvendigvis har forrang.
Samtidig har kunsten fået nye opgaver i det senmoderne samfund. Scenekunsten skal nu ikke blot formidle, men også forsone; ikke blot provokere, men også foregå med et godt eksempel; ikke blot inspirere til innovation, men også medvirke til at genere værditilvækst.
For at løse disse opgaver må teatret åbne sig for det kulturelt mangfoldige og indoptage det i sit virke, både i repertoire- og arbejdsrutiner, både i sprog og billeder. Det er ikke nok at fremvise etniske minoriteter som eksotisk garniture i periferien af repertoiret. I vores stadige stræben efter at optimere det kunstneriske udtryk må vi sætte mangfoldigheden i centrum og gøre den til en uomgængelig del af alle beslutninger, både i billetkontoret og i dramaturgiatet, både i salgs- og personaleafdelingen.
Når vi gør det, så oplever vi til gengæld at mangfoldigheden bliver en gennemgribende forandringsmotor, ikke blot kunstnerisk, men også menneskeligt og organisatorisk. Det flerkulturelle tjener til at bibringe kunsten ny mening og ny vitalitet. Samtidig med at de nye kunstneriske udtryk og arbejdsmetoder, der kommer ud af det, tjener til at bryde skellene ned mellem samfundets mange, forskelligartede kultursyn.
Taastrup Teater er privilegeret ved sin placering i et område, hvor det mangfoldige er rigt repræsenteret og som samtidig er kendetegnet ved en stabil offentlig struktur og et forandringsvilligt erhvervsliv. Derfor står vi ikke alene med vores bestræbelser. Men vi står ved begyndelsen.
"Lampedusa" er det første kunstneriske destillat af disse bestræbelser. Forestillingen handler på overfladen om en indvandrer, der er lesbisk muslim. Og det skulle i sig selv være nok til at garantere en dramatisk historie. Men det er det ikke for dramatikeren Henning Mankell, der tager sin opgave som scenekunstner alvorligt. Han vil ikke bære ved til sensationens bål og yppe til afbrænding af Dannebrog, han vil bibringe indsigt.
For ham er seksualitet og religion blot anledninger til at fortælle en historie. Hans egentlige ærinde er at sætte fokus på indvandrerdebatten i et samfund, der taler med mange stemmer. Og hvor ingen af dem nødvendigvis har forrang. Heller ikke massemedierne.
