Teaterstykket ’Blind Vej’ provokerer og skaber diskussionslyst hos de unge fra ghettoen.
To bankrøvere har lettet en bank for flere millioner Euro – men flugten går galt, og nu er de fanget i en ventilationsskakt med et gidsel, som til deres overraskelse viser sig at være indvandrer og muslim. Det skaber voldsomme spændinger, og vi følger nu de to bankrøvere i 60 nervepirrende minutter, hvor deres livssyn bliver udfordret af muslimske værdier - samtidig med at de skal forhandle med politiet om gidslets liv.
Bankrøverne Allan og Danny er mærket af en barsk opvækst i et hjem med misbrug. Deres barndom har bestået af bank og seksuelle overgreb. Danny har søgt tilflugt i sin egen verden. Han kan ikke skelne mellem virkelighed og fantasi, og klynger sig til en manisk interesse for tv-serier og film. For Allan har den manglende kærlighed ført til et dybfølt had og mistillid til alt, der er ukendt. Allans omgang med virkeligheden bygger på rå vold, og han kan ikke tåle at blive udfordret. Den palæstinensiske flygtning bringer det værste op i ham, og da hans racisme folder sig ud får det fatale konsekvenser.
Ved forpremiererne var unge mennesker fra ghettoerne i Askerød og Taastrupgård blandt publikum, og stykket vakte voldsom debat. De unge blev provokeret af, at bankrøverne blev sat i offerrollen i stedet for den muslimske flygtning. Bankrøveren Allans voldsomme sprog og racisme gik lige til stregen – og lidt over. Med en af de unge publikummers ord: ’Det er en meget underholdende forestilling, men det er ikke en jeg vil se igen, for den kan godt opfattes som stødende – bortset fra humoren, den er rigtig god’.
På baggrund af de voldsomme reaktioner blev en enkelt replik ændret. Men Taastrup Teater slår fast, at stykkets formål er at provokere, for at opfordre til debat. Temaerne bliver trukket skarpt op med et råt sprog for at få de unge til at reflektere over deres holdninger.
”Stykket handler meget om integration og hvad ordet egentlig betyder, uden at gøre det pædagogisk” siger David Rousing, der har skrevet manuskriptet, og selv spiller den psykopatiske racist Allan. ”Bankrøverne har aldrig fået kærlighed, derfor bliver de ædt op af had. De er så traumatiserede af deres opvækst, at de ikke kan bidrage til samfundet. Og hvem er så bedst integreret? Dem eller flygtningen?”
Spørgsmålet er specielt relevant for Taastrup Teater, der fysisk befinder sig på kanten af ghettoen, med Taastrupgård og Gadehavegård som tætteste naboer. Mange familier og unge der bor her må dagligt slås med had, fordomme og racisme.
”Blind Vej” spiller på Taastrup Teater fra den 24. februar til den 23. marts.
Blind Vej på Taastrup Teater 24. februar – 23. marts.
Skuespillere:
David Rousing:Kendt fra film og TV, og flere roller på Folketeatret og Det Kongelige Teater.
Runi Lewerissa: Har tidligere været ansat på Betty Nansen Teatret C:NTACT, og på Det Kongelige Teater.
Mikkel Vadsholt: Er flittigt brugt på de danske scener, især på Århus Teater og Folketeatret og er kendt fra tv-serierne ”Rejseholdet” og ”Livvagterne”
Instruktion: Henriette Holm Pathare
Manuskript: David Rousing
Scenografi: Johanne Eggert
Varighed: Ca. 60 minutter, ingen pause.
Stykket anbefales fra 13 år.
Unge under 25 kan se stykket for 35 kr. som gruppe på min. 6 personer.
Billetter købes på Billetnet.dk og Teaterbilletter.dk.