Taastrup Teater bød tirsdag den 13. marts en gruppe sårbare unge fra Gasværket indenfor til forestillingen ”Blind vej”
De unge fra Gasværket har meget forskellig baggrund, men mange af de unge kommer fra hjem i opbrud, hvor der måske har været misbrug og alkohol indblandet. Taastrup Teater vil gerne åbne deres øjne for, at teatret også har tilbud til dem, og give dem noget at tænke og reflektere over. Og forhåbentlig kan de relatere til personerne i forestillingen.
I ”Blind vej” følger vi to brødre, der røver en bank for at få penge til at komme væk fra deres rå virkelighed. Det går grueligt galt, da de tager et gidsel, der viser sig at være indvandrer og muslim. De to bankrøvere er mærket af en opvækst med misbrug. Danny har søgt tilflugt i en fantasiverden, imens Allan er blevet en afstumpet racist, der møder verden med vold. I mødet med gidslet får det tragiske konsekvenser, da Allan lader alle sine fordomme og mistro bryde ud i lys lue.
”Jeg synes det var godt” siger Mette fra Gasværket, der ikke havde været i teatret siden folkeskolen. ”Jeg syntes også det var godt. Men lyden var meget høj.” tilføjer Louise, som var på sin første tur i teatret nogensinde.
”Det er 15 år siden jeg sidst var i teatret. Jeg synes det var rigtig godt, med et overraskende twist til sidst.” siger Kenny. ”Nu skal jeg lige bearbejde oplevelsen. Men jeg vil gerne komme mere i teatret”. Mette og Louise har også fået blod på tanden efter at gå mere i teatret.
”Jeg læste om Gasværket i avisen, og syntes det passede godt med forestillingen og vores øvrige arbejde med at åbne teatret for nyt publikum. Derfor tilbød jeg dem at komme. Det er vigtigt at vi rækker ud til dem, der ikke ved at teatret også har tilbud til dem. Det er dejligt at de har fået en god oplevelse. At de følte sig velkomne, og har lyst til at komme igen.” siger Anine Thomsen, billet- og arrangementschef på Taastrup Teater.
De unge havde inden forestillingen været på besøg på teatret, for at se salen og hvor de skulle sidde. Det er vigtigt, at de unge kan overskue de situationer de skal ud i, og at der ikke er overraskelser på dagen der kan skabe utryghed. Teatret havde med vilje tilbudt dem en forestilling hvor der ikke var solgt mange billetter, så de unge kunne sidde for sig selv på en række. Næste gang de unge får lyst til en tur i teatret, kender de ritualerne i det: Hvor man hænger jakken, hvordan salen ser ud, og hvornår man går ind i mørket.
Blind vej på Taastrup Teater 24. februar – 23. marts.
Skuespillere:
David Rousing:Kendt fra film og TV, og flere roller på Folketeatret og Det Kongelige Teater.
Runi Lewerissa: Har tidligere været ansat på Betty Nansen Teatret C:NTACT, og på Det Kongelige Teater.
Mikkel Vadsholt: Er flittigt brugt på de danske scener, især på Århus Teater og Folketeatret og er kendt fra tv-serierne ”Rejseholdet” og ”Livvagterne”
Instruktion: Henriette Holm Pathare
Manuskript: David Rousing
Scenograf: Johanne Eggert
Varighed: Ca. 60 minutter, ingen pause.
Stykket anbefales fra 13 år.
Unge under 25 kan se stykket for 35 kr. som gruppe på min. 6 personer.
Billetter købes på Billetnet.dk og Teaterbilletter.dk.
For mere info, kontakt:
Katrine Clausager Rich, PR/Kommunikation Taastrup Teater
katrine@taastrupteater.dk
Tlf. 43 35 27 72