Et af de bærende elementer i områdefornyelsesprojektet KulturRingen er at gøre området mellem Taastrup Station og Taastrup Teater til et attraktivt rekreativt område for hele byen. Blandt andet er det tanken, at en omlægning af Selsmoseparken skal gøre turen fra Taastrup Station til teatret til en oplevelse i sig selv.
Derfor arbejder Teatret sammen med KulturRingen på at skabe et nyt attraktivt byrum i byen. Ideen går ud på at udvide og placere flydende øer i Selsmosesøen, hvor byens borgere kan nyde solen og vandet. Fornyelse af parken giver mulighed for at placere nye aktiviteter, bedre forbindelser og adgangsforhold i området.
Selsmosesøens udvidelse ventes færdig i slutningen af 2010, men forinden gennemføres detailanalyser, projektering og udbud af opgaverne, inden anlægsarbejdet ventes igangsat efter sommerferien 2009.
Før arbejdet går i gang inviteres områdets beboere med til at udvikle ideerne i samarbejde med kommunen og byrumsarkitekterne.
Startskuddet for denne delproces lød på Taastrup Teater mandag d. 3. november kl..16.00 – 17.30 i Teatersalen på Taastrup Teater, Kjeld Abells Plads
...Men Taastrup Teater er også engageret i udviklingen af:
- Gammelsø-området (ved Hedehusene Station, Hovedgaden og Charlotteager)
- Gadehavekvarteret (ved Høje-Taastrup Station, gymnasiet og rådhuset)
- Bymidten (ved Taastrup Station og Taastrup Hovedgade)
Mange er umiddelbart tøvende overfor hvordan teatermediet kan bidrage til en bæredygtig og kunstnerisk og humanistisk byviklingsproces.
Men der er intet nyt i at betragte teatret som en injektion af inspiration; og benytte dets kroppe, billeder, følelser og temaer som værktøjer i samfundsudviklingen.
Teatret startede som en ’Thespiskærre’. Den rullede første gang ind på byens torv en sen eftermiddag år 534 f. Kr. i det antikke Grækenland. Skuespillerne pakkede ud, sminkede sig og begyndte at varme op. Når mørket havde lagt sig opførtes aftenens forestilling under den åbne stjernehimmel.
Utallige skuespillere har siden vandret i sporene efter Thespis’ kærre. Den dag i dag drager teatertrupper rundt til skoler, biblioteker og arbejdspladser, hvor de tilbyder os en rejse ind i dramatikkens magiske verden.
Og et af Taastrup Teaters bidrag til aktiviteterne i lokalområderne er da også forestilling, som er bygget op om en Thespiskærren – en forestilling som starter ved teaterkunstens dybeste rødder, hvori skuespillerne fortæller en urgammel historie om mennesket og dets omgivelser.
Byudvikling i antikken
Når vi aktiverer teatret i en proces som den i fx det nye område ved Gammelsø, det gamle område ved Gadehave eller i handelskvarteret i Bymidten, så handler det både om underholde sit publikum og om at inddrage det, være interaktiv. Det handler både om scenekunst og om demokratisk (politisk) dialog.
I det gamle Grækenland udfoldede den offentlige debat sig på ét af to mødesteder.
Det ene var den åbne plads, torvet eller agoraen. Den gav borgerne mulighed for at søge selskab og fornemme hinandens behov. Uden om torvet var der en søjlegang, som igen var omkranset af halvåbne gemakker. De møder og diskussioner, der fandt sted midt på pladsen, var invitationer til alle om at deltage. Udenom, under søjlegangen befandt man sig midt mellem det åbne og det lukkede, så man kunne deltage eller observere uden at være forpligtet. Og yderst, i de skyggefulde chambres separees, kunne man mødes i en lidt mere sluttet kreds.
Det andet mødested var teatret, pnyx, som var bygget op med henblik på at skabe størst muligt fokus. Publikum sad i en halvcirkel rundt om taleren, som stod med solen i øjnene, sådan at enhver tøven eller ansigtstrækning afsløredes sig. Publikum kunne se alt, også hinandens reaktioner. I teatret tog man sig tid til at søge ned under de overfladiske stemningsskift og veje for og imod, før man traf sine beslutninger.
I teatret er muligheden for fordybelse altså større, end den er på torvet, men prisen herfor er en begrænsning i publikums bevægelsesfrihed. Når man er i teatret, underlægger man sig regler som gør, at det ikke muligt at zappe bort. Man bliver konfronteret med andres synspunkter, hvad enten man er klar til det, eller ej. I den forstand er teatret en disciplinerings maskine.
På torvet og markedspladsen derimod, er man fri og ubunden, man kan bevæge sig bort, hvis noget eller nogen bliver for påtrængende; man kan få fred til samle sine tanker; og man kan finde nye opholdssteder for at afprøve sine synspunkter. Man kan zappe fra den ene form for tilstedeværelse til den anden. Men man er stadig en del af kollektivet. Man er i fællesskabet, og har mulighed for at aflæse andres reaktioner. Man er ikke isoleret, som man ville være det foran en tv- eller computerskærm.
I Gammelsø vil vi i praksis – og sammen med arkitekter, ingeniører, pædagoger og administratorer - undersøge muligheden for at realiserer og bygge bro mellem de to former for scener.
Og i Gadehavegård vil vi bidrage til at der gøres permanent plads for Thespiskærren, som hele tiden vil kunne bringe nyt fra kunstens og kulturens verden (herunder fx også musikken og billedkunsten etc.).
I Bymidten vil vi aktivere alle områdets klubber og foreninger i en storstilet idrætsevent bygget op over det traditionsrige ’Mile-løb’.
Byudvikling i renæssancen
I renæssancen (1400 – 1600) som er en art genfødsel af antikken, opstod der sideløbende med de nye ideer om at bringe mennesket i centrum, også ideer om at byer og bygningsværker skulle følge de klassiske antikke mønstre. Det var den geometriske orden der var styrende og som regel var der i byplanarkitekturen tale om at man byggede op efter princippet om at skabe en bykerne, som regel en plads og derudfra strakte gader og bygninger sig så i symmetriske mønstre seks-, otte- eller tolvkantet.
Det hele pegede ind mod centrum, som var det sted mennesker mødtes for fællesoplevelser, men det var også en materialisering af tanken om at mennesket var det væsentligste, og at hidtidige principper om, at det var Gud der styrede tilværelsen, nu var mennesket selv, der langt hen ad vejen bestemte sin egen skæbne. Altså temmelig radikale tanker. Tanker, som handler om, hvordan vi ønsker menneskets rolle skal være i den nye bebyggelse. Tanker, som bør tænkes før de første streger til et nyt byområde.
Shakespeare (1564 -1616) forholder sig også til mennesket og dets skæbne. Hans dramaer bygger på den opfattelse, at det enkelte individ selv var styrende for, hvad der skete det, og som regel var personerne i hans historier mennesker med stærkt selvdrevne drifter. Sammenstødende mellem de enkeltes interesser var styrende principper for opbygningen af hans dramaer.
Hvis vi eksempelvis tager udgangspunkt i Shakespeare så er det ikke for at presse et eller andet enkelt drama ned over hovedet på en spæd demokratisk udviklingsproces. Det er ikke ’En Skærsommernatsdrøm’ eller ’Kong Lear’ i sin helhed. Det vil snarere være udvalgte de temaer fra hele Shakespeares forfatterskab, som vi i samarbejde med alle de øvrige partnere i projektet kan relatere til netop det område med dets specifikke historie og fremtidsmuligheder. Vi vil finde de scener hvor mennesker forholder sig til steder.
Vi vil fx genskabe skoven som bevæger sig i Macbeth (sammen med områdets rollespillere), vi vil grave graven hvor Hamlet finder et kranium (sammen med egnens arkæologiske museum), eller vi vil lade skibbrudne skylle op på bredden af det lokale gadekær (sammen med dykkerkluben). Vi vil kun lade kong Richard d. 3. sige én af sine replikker, nemlig den mest kendte: A horse! a horse! my kingdom for a horse! Til gengæld satser vi på at aktivere alle områdets rideklubber i samme åndedrag. Og vi vil lade de store monologer udfolde sig på de forskellige scener som vi skaber med udgangspunkt i antikken og renæssancen.
Med disse nedslag i Shakepeares værk vil vi fordybe os i de fysiske og sociale muligheder der er i de givne byområder.
For at udvikle disse ideer samarbejder vi med blandt andre Kulturelt Samråd, Urban Task Force og Metropolis Biennalen – vi har tætte kontakter til Vollsmose i Odense og Bazar Vest i Århus – og vi udveksler viden med svenske og norske partnere gennem deltagelse i interkulturelle workshops:
Målsætningen er:
At forankre planen for byudviklingen i egnens (og menneskets) historie og sikre medejerskab hos egnens befolkning, både den nuværende og den kommende. Dvs. at aktiviteterne skal på en og samme tid være rodfæstet i området - og være af en sådan karakter at de skaber opmærksomhed i omverdenen.
