BILLETTELEFON   43 35 27 71
Teaterchefens weblog

Campus

En strategisk alliance mellem teater og gymnasium

Taastrup Teater har i henhold til Teaterloven til opgave at udvikle scenekunsten. Det vælger vi at gøre ved at søge partnere, som udfordrer den traditionelle tilgang til scenekunst. Og som selv er parat til at lade sig udfordre.

I valget af gymnasiet har vi lagt vægt på at eleverne er åbne og arbejdsomme; og at personalet har et højt uddannelsesniveau. De kan tænke på tværs af faggrænser og er parate til at udnytte deres erfaringer på nye måder – og det gælder både de akademiske medarbejdere og TAPerne.

Ved at kombinere disse kraftfulde resurser med teaterverdenens professionalisme kan vi opnå ekstraordinære resultater. Vi tror på, at vi kan udvikle nye arbejdsmetoder, som er både effektive og kreative. Og at vi sammen vil kunne præge fremtiden både indenfor teaterverdenen og indenfor uddannelsessektoren.

 


 


Campus-samarbejdet tog sit udgangspunkt, da bestyrelserne for Taastrup Teater og Høje-Taastrup Gymnasium for nogen tid siden besluttede at indgå en strategisk alliance i den hensigt at udnytte synergi-mulighederne mellem de to institutioner. Målet var et ’campus-samarbejde’, til gavn for hele Vestegnen. Gymnasiets signaler om ’ungdom, uddannelse og udvikling’ skulle forenes med teatrets kvaliteter ’kunst, produktivitet og engagement’. Høje-Taastrup Gymnasium havde planer om at udvikle en særlig linje indenfor dramatik, skuespil og scenekunst, og så muligheder i at skabe en kobling til det professionelle teaterliv via Taastrup Teater.

Hvad kan man på gymnasiet?

På Høje-Taastrup Gymnasiums hjemmeside kan man læse følgende om de kunstneriske studieretninger med dramatik:

Disse studieretninger er for dig som er interesseret i teater og performance. Du er helt klar på, at det er det kreative område der har din store interesse nationalt og internationalt.

Studieretningen samarbejder med den kunstneriske studieretning med musik og skaber tilsammen et afsæt
for uddannelser indenfor den kreative verden – det være sig som skuespiller, musiker, performer etc.
I samfundsfag lærer du noget om samarbejde, motivation, økonomi, sociologi og markedsføring af kulturelle produkter.

Studieretningerne indgår i et samarbejde med Taastrup Teater, hvor professionelle kunstnere vil fungere som rådgivere og gæstelærere.

Perspektiver: Uddannelse og job indenfor teater, musik, TV, oplevelsesøkonomi.




’Færgen er i havn om få minutter’

Indhold og historie i første campus-projekt:

Høje Taastrup Gymnasium er tegnet af arkitekt Henning. Den verdensberømte danske arkitekt har fra barnsben drømt om søfart; og de prisbelønnede, hvide bygninger har talrige referencer til det hav og himmel, skibe og sejl.

Den første forestilling i Campus-samarbejdet tog derfor udgangspunkt i den maritime rejse.

’Færgen er i havn om få minutter!’ forenede nutidens teaterkoncert med fremtidens multimedieforestilling, det var historien om rejsen mod det forjættede land, en rejse, som symboliserer menneskets evige stræben efter lykken. Den handlede om glæderne og genvordighederne undervejs; og om - måske - at nå frem. De medvirkende blandede sig med publikum og inddrog dem i forestillingen, der udspillede sig forskellige steder i Henning Larsens arkitektur, men som slutteligt samledes og gav ny mening i et sidste og overvældende slut-tableaux.

Undervejs mødte publikum andre rejsende og emigranter, de opleveder filmede fisk, lystfiskere og dykkere. Der var badegæster og liggestole, strandløver og svømmepiger. Men også prædikanter, der faldbød frelse, og sælgere, der faldbøde rejser til landet, der flyder med mælk og honning. Der var selvfølgelig også gospel-sangere og hip-hoppere, musikanter og magikere. Der var et kor af yndefulde sirener, af usle tiggere, af seje sømænd dybt i maskinrummet på det store skib, og af kyssende piger på kajen.

Der var et kaos af mennesker der skulle indskrives, registreres, tjekkes og undersøges af politi og toldere, bureaukrater og kontorfolk. En råben og skrigen, kommandoer og klager. Der blev hysset og tysset og skyndet på folk. Der var sorg og glæde, gråd og lykke! Der varr unge og ældre, helte og svindlere, der var den lille familie og det nye kærestepar. Der var den enlige stræber og det lille barn. Og så var det et talrigt publikum, som selv - et eller andet sted i det store skib – var på vej mod fremtiden.

 

 



Multimedieforestilling uden faggrænser

Form og metode i første campus-projekt:

Teatrets fast stab indgik sammen med instruktør og koreograf Jeanette Binderup-Schultz, forfatter og komponist Anders Bøgelund samt gymnasiets lærere og elever i videreudviklingen af tidligere tiders totalteaterforestilling. En produktudvikling der skulle forene nutidens teaterkoncert med fremtidens multimedieforestilling.

Undervisningen fandt sted dagligt i perioden august til oktober og forløb i to dele, en undervisningsdel og en (offentlig) forestillingsdel. Opdelingen fulgte så vidt muligt gymnasiets inddeling i 4 obligatoriske ´kreative fag´ og sikrede eleverne mulighed for fordybelse og indsigt i de sceniske værktøjsfag, og gav dem førstehåndsindblik i den professionelle branches krav og publikums forventninger.

I opsætningen af forestillingen indgik deltagerne også som instruktør- og scenografassistenter, som teaterteknikere (dvs. de deltog i afvikling af lys, lyd, special effects, regi og kostume), samt som medieteaterteknikere (dvs. de deltog i markedsføring, formidling, webopsætning, filmproduktion, streaming og lign.)

Følgende fag indgik i undervisningsplanen: drama/skuespil, sang/hørelære, tale/stemmetræning, dans/koreografi, scenografi/kostumer, lys/lyd og instruktion/produktion. Der undervistes i både hold- og soloundervisning, hvor der blev taget udgangspunkt i den enkelte deltagers færdigheder og potentiale.

Lærerne rekrutteredes via teatrets netværk i det professionelle teatermiljø og omfattede desuden teatrets faste personalestab (ressourcepersoner indenfor produktion, administration og pædagogik), samt det kunstneriske personale (freelance instruktører, skuespillere, sangere, dansere, scenografer, kostumierer, stylister, koreografer, forfattere, komponister og musikere, lys- og lyddesigere).

I projektet blev grænserne mellem de klassiske sceniske discipliner og de digitaliserede medier sprængt. Det resulterede i en banebrydende ny form, hvor kreativitet blev nydefineret og udvidet til at omfatte hidtil usete områder. Projektet pegede på nye udviklingsmuligheder inden for scenekunsten og gav anledning til omfattende medieomtale. 

 

·Campus
·Interview med Regitze Mogensen