Der sker noget spændende i grænselandet mellem kunstverdenen og erhvervslivet. Forskere over hele verden kigger efter inspiration og viden ikke mindst indenfor scenekunsten, og skriver tankevækkende værker fx om ’Ledelse gennem Shakespeare’. Det kan lyde eksotisk, men der tale om at systematisere og udvikle at den, ofte ’tavse’ viden, som findes inden for teater, og resultaterne viser sig ofte at være noget mere meningsfulde end man umiddelbart skulle forvente.
Sjovt nok betyder det på lidt længere sigt at vigtig viden og inspiration om fx ledelse, strategi og effektivitet med tiden vil kunne føres tilbage til teatrene - som sandt at sige sagtens kan bruge den.
I denne uge får vi på Taastrup Teater for tredje år i træk besøg af studerende fra Copenhagen Business School, som blandt andet undersøger hvordan vi har omskabt de fysiske rammer på teatret, så de passer til en nutidig kunstnerisk institution – i stedet for at forsøge at klemme institutionen ind i en gammeldags teaterbygning.
De unge mennesker får en rundvisning og en introduktion til de styringsredskaber og ledelsesteorier, som vi benytter på teatret – og så ser de selvfølgelig en opførelse af ’Blind Vej’, så de kan vurdere sammenhængen mellem organisationens indretning og dens kerneydelse.
I ugens løb får jeg også fornøjelsen af at møde nogle studerende som beskæftiger sig med ’Leadership’ (det foregår på engelsk så derfor ’leadership’ – ikke fordi der er noget i vejen med det danske ord ’lederskab’). En af de måder de arbejder med emnet på er ved at konstruere lederskabsmasker – altså helt ligesom vi inden for teatret arbejder med fx Commedia Dell’Arte masker.
Jeg glæder mig til at se disse masker og drøfte dem med de studerende. Men jeg tænker også at det er rart at have mange års ledererfaring med sig i situationen. For selvfølgelig kan man studere, dekonstruere og systematisere lederskab. Og man kan med fordel gøre det i en ung alder. Men en vigtig bestanddel i lederskab vil altid være menneskekundskab og erfaring.
Og den slags kommer nu engang først med tiden.

Hvordan skriver man en programartikel?
Undskyld den pågående overskrift, men jeg sidder lige og overvejer hvordan man formulerer man en programartikel om en forestilling, der handler om at være uformuleret?
Det drejer sig om forestillingen ’Blind Vej’ som jeg tidligere har fortalt om på denne plads.
Jeg kunne selvfølgelig forkorte ord og sætninger, undgå fremmedord - og i det hele taget forsøge at holde et lavt lix-tal (hvilket står for LæsbarhedsIndeX, og siger noget om hvor læsbar en tekst er).
Men spørgsmålet er om det vil få dem, der griber til vold, fordi ordene kommer til kort, til at læse artiklen.
’Blind Vej’ indeholder mange og lange ord, men bag dem lurer en afmagt, som slår ud i vold og voldsomme følelser, og så bliver en gammeldags programartikel, som denne, temmelig overflødig.
Heldigvis taler ’Blind Vej’ for sig selv. I sin form betjener forestillingen sig af vold og voldsomme følelser, men i sit indhold handler den om afmagt og inderlighed, om savn og usikkerhed.
Det paradoks kunne man skrive lange artikler om. Men det er jo ikke teatrets opgave. Teater-kunstens unikke kendetegn er at det er en social kunstart. Den virker fordi skuespillere og publikum er til stede i samme rum. De kan se og høre, føle, lugte og smage hinanden.
Derfor kan teatret kommunikere på et plan som ingen artikel, analyse eller akademisk afhandling kan konkurrere med.
Og derfor er det klassiske teater-program mere en bestræbelse på at imødekomme dem, der sætter pris på traditionen - end det er et forsøg på at spejle forestillingen.
PS: Lixtallet i denne blog var på 39 indtil jeg indføjede en forklaring på begrebet lixtal - så steg lixtallet til 42 (hvilket er middelsvært og svarer til ’tidsskrifter og blade’).

Smugkig på ’den ægte vare’ (men læs først varedeklarationen)
Der er premiere på ’Blind Vej’ om få uger. Et nyt dansk stykke, der kredser om temaerne indvandring, fordomme og racisme. En forestilling, som indeholder vold og voldsomme følelser, og som får det til at give genlyd over hele teatret, når der prøves.
Andre af teatrets forestillinger har behandlet de samme temaer, men med brug af fx humor, erotik, poesi eller nostalgi.
Men nu er det altså volden og ondskaben, der er i fokus i ’Blind Vej’. Ikke fordi den fortjener det, men fordi den nu engang er en del af virkeligheden. Og så fordi der hér er tale om en forestilling, der forsøger at placere hadet - og den måde det udleves på - i en kontekst.
’Blind Vej’ er altså ikke en forestilling, der dyrker det sensationelle i had og vold; det er en forestilling, der - gennem handling og persontegning - reflekterer over hvor hadet og volden kommer fra.
Ligesom til teatrets øvrige forestillinger er der produceret en ’trailer’ til forestillingen. En visuel appetitvækker, eller - om man vil - en reklamefilm. Den præsenterer forestillingen som den er, blodigt rød og ædende ond.
Dén trailer havde vi egentlig tænkt os at vise i de københavnske S-tog, men er blevet gjort opmærksom på, at det ikke er hensigtsmæssigt at vise blod og vold i S-togene.
Derfor har vi produceret en ny og mere afdæmpet trailer til S-togene.
Vil du se den ægte vare, så må du komme i teatret.
Eller tage et smugkig andetsteds på denne hjemmeside.

Taastrup Teater har sin helt egen kunstneriske linje og aktivitetsprofil. Der bliver brugt resurser på også at henvende sig til dem, som ikke er vant til at gå i teatret. Og repertoiret tager udgangspunkt i hvor teatret befinder sig i tid og sted.



Men hvorfor? Hvorfor ikke nøjes med at henvende sig til det teatervante publikum? Hvorfor ikke være lidt mere mainstream? Ville det ikke bedre kunne betale sig på at satse på nogle sikre sællerter, noget med nogle kendte skuespillere i en populær historie?



Det kunne det muligvis. Der findes ingen sikker opskrift på en kassesucces (hvis der gjorde det, så ville mange flere leve af teater). Men alt andet lige så er det nok lettere at sælge billetter, når både historien og skuespillerne er kendt fra tv.



Alt andet er bare ikke er lige. Der er forskel på at drive økonomisk velpolstret teater på Frederiksberg Alle eller Kgs. Nytorv - og så være et lille egnsteater i en forstad. Både publikum og presse forholder sig anderledes til et teater, der ligger inden for voldene – og så ét, der bogstaveligt talt befinder sig på kanten af en ghetto.



Samtidig er der ingen garanti for at en mainstream-forestilling samlet set giver bedre økonomi. Det kan være den sælger flere billetter, men den er selvsagt også dyrere producere, blandt andet fordi scenekunstneres honorarer langt hen ad vejen er ligefremt proportionale med deres kendthed.



Endelig må man selvfølgelig spørge sig selv, hvad meningen egentlig er med at have et offentligt støttet teater? Er det, at genfortælle det gammelkendte og bekræfte tingenes tilstand? Eller er det at identificere og udfordre fornyelsen?



Som teatrets leder er det et af de spørgsmål jeg skal besvare. Det er ikke noget jeg kan unddrage mig. Teaterloven er meget klar på det punkt. At lade andre træffe beslutning om den kunstneriske linje ville være at sætte sig ud over lovgivningen.



Men det er ikke en beslutning jeg træffer ud af den blå luft. På Taastrup Teater planlægges aktiviteterne som resultatet af en grundig og vedvarende dialog med omgivelserne, med publikum og opinionsdannere, med personale og bestyrelse.



Derfor er repertoiret ikke så meget et valg. Det er nærmere en opsummering. En konklusion.

Det er vist Kierkegaard der har sagt det: ’Alle vil gerne have udvikling - men ingen ønsker at forandre sig’, så det ernok rigtigt. Men i projekt ’Kreative iværksættere’ tages der udgangspunkt i at der eksisterer både forandringsvilje og kreative kompetencer i danske virksomheder.



Projektet har været under forberedelse i nogle måneder, det handler om innovation og kreativitet, og om at udvikle nyt ud fra det eksisterende. Om at skabe merværdi uden fordyrelse. Først og fremmest ved at bringe forskelligheder i spil. Ved at kombinere organisationer, mennesker og arbejdsopgaver på nye måder. Projekt ’Kreative iværksættere’ tilbyder metoder til at etablere de nødvendige forudsætninger og få øje på de nye muligheder.



Projektet har til formål at skabe konkurrencedygtige, innovationsdrevne økonomier, herunder:

at udvikle og gennemføre en innovations- og kreativitetsstrategi
at omformulere forskellighed fra at være en ulempe til at være en fordel
at udvikle effektive og instrumenter og metoder, som kan fremme en bæredygtig udvikling
at etablere pilotprojekter, der udvikles og udføres af deltagere.
at bidrage til transnational udveksling af erfaringer om kreativitet og innovation
at forbedre organisationsudvikling, offentlighedsarbejde og kommunikation
at tilføre virksomhedsledere og -medarbejdere nye kompetencer og færdigheder
at skabe netværk, dialog og økonomisk samarbejde
I projektets indledende fase har kunstnere og erhvervsfolk udvekslet synspunkter og viden. I projektets næste fase, som starter nu, skal de skabe et arbejdsfællesskab.

Nytårsfortsætter
For at målsætninger og indsatsområder ikke skal gå i frø er det nødvendigt at følge op på dem og forny dem med mellemrum. Det har vi gjort på teatret i anledningen af nytåret.



Mange faktorer spiller ind når der skal prioriteres og opstilles mål. Især eksterne faktorer. Det er fx teatrets bestyrelse, der betyder noget her, men naturligvis også publikum,partnerne fra erhvervslivet, samt staten og kommunen.



Indflydelsen fra disse meget forskellige interessenter har ført til tre målsætninger for de næste par år:



1: Konsolidering af det tværgående arbejde, hvor målsætningen er understøttelse af det lokale kulturudbud i kraft af samarbejde med og synliggørelse af andre eksisterende kulturtilbud.



Helhedstænkningen og det tværgående arbejde tænkes fremmet bl.a. ved konsolidering af den årlige Teaterkaravane, via opbygning af event-koordinator-uddannelsen, samt et øget repertoireudbud til børn.



Det vil sige, at teatret etablerer og deltager i events i forening med andre kultur-institutioner og -aktører; og at samarbejdet mellem parterne fastholdes og udbygges med særlig vægt på børnekultur, og ved hjælp af den kobling mellem aktørerne som eventkoordinatoruddannelsen tilbyder.



2: Etablering af et innovationsnetværk med erhvervspartnere for at fremme konkurrencedygtige, innovationsdrevne økonomier.



Ved at omformulere forskellighed fra at være en ulempe til at være en fordel, kan der stimuleres til nytænkning og ideer som skaber merværdi brugere, borgere og for kommunen.



Det vil sige, at teatret etablerer og koordinerer netværk og foranstalter workshops med

erhvervspartnere, hvorved der bidrages til udveksling af erfaringer om kreativitet og innovation, udvikling af metoder, som kan fremme en bæredygtig udvikling, og forbedring af organisationsudvikling, offentlighedsarbejde og kommunikation.



3: Samspil mellem scenekunsten og den boligsociale indsats, hvor målsætningen er at bidrage til forbedring af boligområdernes attraktivitet og til aktivering af lokale ressourcer ved at koble til teatrets internationale strategi og mangfoldighedsprofil.



Med udgangspunkt i internationale erfaringer om integration, interkultur og mangfoldighed kan der sættes fokus på eksempelvis inkludering af særligt udsatte børn og unge, samt forældre med anden etnisk baggrund end dansk.



Det vil sige, at teatret involverer aktører fra det boligsociale område og uddannelsessektoren, eksempelvis områdehelhedsplaner, sprogcentre og skoler med henblik på at skabe samspil mellem kunsten og det boligsociale arbejde.



Vi har selvfølgelig opstillet kriterier for hvornår vi kan tillade os at kalde indsatsen for en succes, vi har fastsat nogle metoder for hvordan og hvor ofte vi måler, og vi har sat en deadline på hvornår målene skal være opfyldt.

Granada, Verona, Athen, Taastrup – og Krapps sidste bånd

EU-projektet ’Ancient Pathos’, som er et samarbejde mellem teatre i de ovennævnte byer, byder på udfordringer fra begyndelsen. Ganske som det er meningen.



AIDA fra Italien er et decideret børneteater. Topos Allou fra Grækenland er et udpræget voksenteater, BOGA fra Spanien er ikke ét, men et helt netværk af teatre. Og Taastrup Teater, ja, det er jo et teater der i høj grad lader sig vejlede af mødet med publikum.



Disse fire teatre, som også har sprog og andre kulturelle forskelle at overvinde, skal nu producere ét samlet kunstnerisk værk.



Heldigvis er der to år og en lang række workshops og møder til det endelige resultat. Først workshop fandt sted i Athen i sidste uge, og den demonstrerede stor spredning. Alene sådan noget som indgåelse af aftaler ser vi forskelligt på.



I Athen kan man ganske enkelt ikke rumme at skulle sætte præcise datoer på møder, der ligger mere end et halvt år ude i fremtiden. Og i Granada kunne man ikke drømme om at arrangere en workshop på en helligdag.



Det må vi fra Danmark så forsøge at påvirke. Vi har af hensyn til vores øvrige planlægning behov for at vide ret nøjagtigt hvornår vi skal være hvor i de kommende sæsoner – og når vi så er der, så bruger vi helst tiden på at arbejde, ikke på at holde helligdag. Men sådan er det altså ikke alle steder, og vi kan sikkert lære noget af det.



I øvrigt så er det vi – som teaterfolk – først og fremmest vurderer hinanden på ikke så meget mødeplanlægningen, som det er det kunstneriske output, altså forestillingerne. Fra Taastrup Teaters side byder vi ind med ’Da Kamal Mødte Maria’ - en ny og nutidig forestilling i og om og til publikum i teatrets eget nærområde. I Athen i sidste uge bød de ind med en opførelse af Samuel Becketts ’Krapps sidste bånd’.



Der er jo tale om en klassiker - oven i købet skrevet af en nobelpristager, så udgangspunkt er godt nok. Jeg stiftede første gang bekendtskab med stykket i 80’erne, da jeg var skuespiller på Betty Nansen Teatret. Vi havde stor succes med musicalen ’Irma la Douce’ i en fejende flot og farvestrålende version. Den var utroligt populær, fik forlænget spilletid, og stod i enhver henseende i modsætning til ’Krapps sidste bånd’.



Ikke desto mindre valgte Morten Grundwald at sætte netop det stykke op med sig selv i hovedrollen. Hele musicalholdet var selvfølgelig spændte på at opleve teaterchefen selv på scenen - og ganske lettede, da det viste sig at være en glimrende opførelse.



Men det er også 25 år siden og der er sket en del siden - både samfundsmæssigt og indenfor scenekunsten. Så afstanden fra ’Krapps sidste bånd’ til ’Da Kamal Mødte Maria’ er lang.

Faktisk er den nok endnu længere end den var fra ’Krapps sidste bånd’ til ’Irma la Douce’